"Svendborg er min Fødeby. Der saa jeg Lyset den 10. Juni 1850. Naar jeg mindes min første Barndom, spiller altid den blide, idylliske Natur ind i mine Erindringer. Vi boede lidt udenfor Byen paa Vejen til Færgen, der gaar til Taasinge. Det blaa, dybe Sund laa kun med en frodig grøn Mark adskilt fra vort Hus, og fra vore Vinduer saa vi over til Christiansminde og Skansen, en Skrænt lidt fra Vindeby, og længere ude skimtede man Thurø."

Sådan skriver Nielsine Nielsen i sine erindringer. Hun var den yngste af 6 børn, og hun var indlysende glad for sin tidligste barndom lidt udenfor byen. Moderen kom fra landet i nærheden af København, faderen var fra Troense og sejlede som skipper. Også den ældste søn kom ud at sejle, medens de 5 piger havde et frit barneliv ved vandet og med meget lidt skolegang. Botanik var det bedste for Nielsine; men til sin store sorg blev hun taget ud af skolen, da det rigtig begyndte at interessere hende, fordi hun skulle konfirmeres. På få år ændrede hjemmet sig. Broderen forsvandt med sit skib i en storm, en søster døde af tyfus - også Nielsine var meget syg - og 2 søstre blev gift og flyttede hjemmefra.

Nielsine var videbegærlig og kastede sig over bøgerne i foredragsforeningens bibliotek. Hun følte det som en befrielse, da det som 18 årig lykkedes hende at komme til København. Her boede hun på et undervisnings- pensionat for at uddanne sig til lærerinde mod at læse med de mindre børn i skolen. Efter 2 år i København underviste hun 1 år på landet ved Horsens og senere hos grosserer Weber i Christiansminde. Da så hun en dag i en avis, at der i Amerika var en kvinde, der havde nedsat sig som læge. Det ændrede hendes liv. Hun tog tilbage til København og trods megen modstand og fås hjælp lykkedes det hende at læse til student, samtidig med at hun læste med børn.

Studierne var en åbenbaring for Nielsine. Hun fik efterhånden støtte fra radikale kvindekredse; men at blive optaget på universitetet - og så endda på medicinstudiet - var en vanskelig sag. En ansøgning blev indgivet, med anbefaling fra præsten der havde konfirmeret hende. Men sagen var principiel, så det lægevidenskabelige fakultet skulle først udtale sig. 9 professorer havde store betænkeligheder, men mente dog, at det burde tillades. Den 10´ende mente, at man burde "modarbejde alt, hvorved Kvinden drages bort fra den Opgave, som af Forsynet var bestemt for hende. - En kvinde, der i den Grad kan tilsidesætte enhver Følelse af Anstændighed og Blufærdighed (ved at undersøge det mandlige legeme) kan kun betragtes med Modbydelighed og Væmmelse. - Prostitutionsvæsnet .. er vel nu tildags et nødvendigt Onde, medens kvindelige Læger kunne kaldes et aldeles unødvendigt Onde."

Efter 1 1/2 års behandling af sagen blev det ved kongelig anordning bestemt, at der kunne optages kvindelige studerende ved universitetet. Nielsine selv fik aldrig noget svar. Efter mange hårde års studier, modstand fra professorer og studerende, praktikophold og studier i udlandet, blev Nielsine den første kvindelige læge i Danmark og nedsatte sig med praksis i København i 1889. Hun var stadig en del af den radikale bevægelse og havde et stort socialt engagement. Hun døde i 1916.

Der kan læses mere om Nielsine Nielsen:

Busk, Katrine Charlotte:

Den første generation af kvindelige akademikere. S.l. 2002 Speciale ved Historisk Institut, Aarhus Universitet

04.9

Nixon, Ingeborg

Festskrift for Ingeborg Nixon. Center for kvindeforskning, 1987

61.09

I Nielsines fodspor /red. Af Kirsten Borum..(et.al.). Munksgård, 1984

61.06

Århundredets jubilæum for kvindelige læger. Munksgård, 1987

99.26

Dansk biografisk leksikon. 3. Udg. Bd. 10

99.4 Nielsen, Nielsine

Nielsen, Nielsine :

Nielsine Nielsens erindringer. Nyt Nordisk, 1985

Kampen mod fordomme af Benna Mortensen. I Samvirke nr. 11/12, 1989 s. 56-57

 

Links:

Kvindekilder.
Danske kvinder 1850 til 1920 og deres kamp for borgerrettigheder i artikelform.