Til forsiden Til Svendborg Kommune

Menu

ÆRESBORGERE


Af bibliotekar Nina Stentebjerg-Hansen.

Skibsreder Mærsk Mc-Kinney Møller ( 1913-)

Den 5. februar 2001 besluttede Svendborg Byråd at udnævne Mærsk Mc-Kinney Møller til æresborger i Svendborg for hans store interesse for byen.
Rederiet A.P. Møller blev grundlagt i Svendborg 16.4.1904 med stiftelsen af Dampskibsselskabet Svendborg A/S af A.P. Møller (far til Mærsk Mc-Kinney Møller). Selskabet havde kontor i A.P. Møllers barndomshjem "Villa Anna", Høje Bøgevej 27.
Det var ikke nemt at tegne aktier i et dampskibsselskab i en by, der var hjemsted for størstedelen af den danske sejlskibsflåde. Ydermere blev hovedparten af sejlskibsflåden bygget i Svendborg og på Thurø.

Mærsk Mc-Kinney Møller giver fortsat byen mulighed for at bevare det maritime i fremtiden, som senest er set ved indvielse af Maersk Training center i Rantzausminde og rederiets rolle i dannelse af SIMAC, som er et samarbejde mellem byens maritime skoler. Æresborgerskabet blev overrakt  i Svendborg den 27.februar 2001.

Der kan læses mere :

99.4 Mc-Kinney Møller, Mærsk
Jan Cortzen : Myten Møller. Børsen, 1993.

99.4 Møller, A. P.
Den der har evnen : guldkorn fra A. P. Møller og Mærsk Mc-Kinney Møller / Kenneth Andersen og Jon Bloch Skipper. - 1. udgave, Aschehoug, 2004. - 107 sider.
 - Koncernen A. P. Møller - Mærsk Gruppens historie og citater fra de to erhvervsmænd, far og søn, A. P. Møller og Mærks Mc-Kinney Møller.

Børsens nyhedsmagasin nr. 8, 1999 side 44-45: Hr. Møller som menneske / Kim Bach, Interview med Mærsk Mc-Kinney Møller.

Fyns Amts Avis 31.1.2001: Mærsk Mc-Kinney ny æresborger i Svendborg.

Fyens Stiftstidende 1.2.2001: Hr. Møller bliver æresborger .


Forfatter Tom Kristensen ( 1893-1974).

Tom Kristensen udnævntes til æresborger af Thurø sogneråd 21.3.1970. Svendborg byråd anerkender Tom Kristensen som æresborger på Rådhuset 2.5.1970 efter kommunesammenlægningen. Datoen er 50-året for Tom Kristensens debut med digtsamlingen "Fribytterdrømme". Tom Kristensen siger i sin takketale, at han ikke skal løfte den tunge arv efter Johannes Jørgensen som æresborger, da han er Thurøs æresborger.
I øvrigt mener han, at det var Karin Michaëlis, der gjorde Thurø kendt ved at henvise til et tysk landkort, hvor der står "Karins Insel" istedet for Thurø.


Forfatter Johannes Jørgensen (1866-1956). Johannes Jørgensen exlibris

På et byrådsmøde 6.11.1936 udnævntes Johannes Jørgensen til æresborger i Svendborg i anledning af hans 70 års fødselsdag. I referatet fra byrådsmødet står at Johannes Jørgensen udnævnes på grund af hans udtrykte kærlighed til Svendborg i hans digtning, som har gjort ham selv og Svendborg berømt i store dele af verden. Han fik en æresbolig i Fruestræde 15, hvor der i dag er mindestuer for Johannes Jørgensen.

 

 

 


Amtmand, Grev Ludvig Frederik Henrik Brockenhuus-Schack (1825-1906).

Byens første æresborger er daværende amtmand Brockenhuus-Schack. Beslutningen om at udnævne ham til æresborger tages 9.12.1901 ved et ekstraordinært byrådsmøde. Selve udnævnelsen skete 15.1.1902.
Det var hans embedsførelse som amtmand og hans gavmildhed som privatperson, der lå til grund for udnævnelsen til æresborger. Brockenhuus-Schack fik gennemført nye veje, støtte til jernbaneanlæg, opførelse af sygehuse og fremme af skolevæsenet. I forbindelse med hans udnævnelse er det lille kuriosum, at der var skriverier i avisen om, at en æresborger skulle fritages for skat. Dette frabad Brockenhuus-Schack sig dog i flere omgange.
Brockenhuus-Schack var amtmand i Svendborg i 1867 til 1905. Ved sin tiltrædelse fik han bygget en ny amtsmandsbolig "Ørkildshus", som statens overtog i 1908 efter hans død.

Der kan læses mere :

46.4 Svendborg Amt
Svendborg Amt : Årsskrift for Svendborg Amts historiske Samfund. Bd. 1, 1908, side 7-30 : Amtmand Grev Brockenhuus-Schack (små bidrag til en karakteristik) / af J.P. Kristensen-Randers.



Til forsiden
Svendborg Bibliotek - Svinget 1 - 5700 Svendborg - Telefon 6221 0559 - Fax 6222 0559 - bibliotek@svendborg.dk - EAN