Til forsiden Til Svendborg Kommune

Menu

ÅRETS BY 2000


Af bibliotekar Nina Stentebjerg-Hansen.

JyllandsPosten offentliggjorde den 11. juni 2000 valget af Svendborg som Årets By 2000. Lørdag den 12. august kl. 11.00 fandt den officielle prisoverrækkelse sted på Torvet, hvor bl.a. indenrigsminister Karen Jespersen afslørede "Årets By Bronzeflise". Dagen afsluttedes med open-air koncert med Sebastian på Torvet kl. 22.00.

Dommerkomiteen Årets by siden 1965 Logo: Svendborg Årets By 2000

Læs Jyllands-Postens artikel her:

Niels Højland:
Svendborg er et godt sted at blive gammel.

Konstateringen kommer uden tøven fra den 74-årige Gerda Hansen, da JyllandsPosten møder hende i solen på en fortovsrestaurant på torvet.
Gerda Hansen er kommet til byen sammen med sektionsleder Lene Vie fra ældrecentret Trollemosen, hvor den ældre dame er flyttet ind i en af de 48 nyindrettede ældreboliger. Og de to hygger sig i solen denne fredag formiddag, inden turen går tilbage til centret.

Svendborg er netop af Jyllands-Posten blevet kåret som årets by på grund af byens bestræbelser på at forbedre forholdene for de ældre og gamle. Dels har et stort antal læsere indstillet byen til at blive udvalgt som "De ældres by". Og dels har bedømmelseskomiteens formand, indenrigsminister Karen Jespersen (S) argumenteret varmt for, at det var på sin plads at vælge Svendborg. Den tidligere socialminister finder det dokumenteret, at kommunen har været i stand til at få et højt serviceniveau for færrest mulige penge.

"Ja – det kan da godt være. Det er lige før, det er lidt for meget af det gode. Men det bedste er nu, at de er så søde til at tage sig af os", mener Gerda Hansen. Hun er født i Svendborg, og hun har boet i byen hele sin ungdom, indtil hun blev ramt af sygdom. På sine gamle dage er hun nu vendt tilbage.
Først boede hun på det gamle plejehjem Inge, hvor de ældre havde små stuer og var otte om at dele et toilet. Men for halvandet år siden flyttede hun til en større og mere bekvem bolig på plejecentret i Trollemosen. Her er der både plads til privatliv og til social samkvem, hvis tiden bliver for lang.

Svendborg, der ligger idyllisk lige ned til Svendborg Sund, er en by med 43.000 indbyggere. Tidligere var det en driftig erhvervs- og industriby med store dynamiske virksomheder som Kelloggs og Svendborg Værft med flere tusinde ansatte.
På grund af sin beliggenhed for enden af den smalle og ufremkommelige hovedvej A9 er industrien imidlertid flyttet fra byen. Og værftet har på grund af konjunkturerne i værftsbranchen været gennem et par ejerskift, og det er nu reduceret til et mindre reparationsværft. Desuden er arbejdsløsheden i Svendborg i top med ni procent mod 5,3 procent på landsplan.

Det var derfor også en stolt og glad borgmester Jørgen Henningsen (S), der i fredags modtog den glade nyhed om, at hans by var blevet kåret til "Årets by" på grund af sin særlige indsats overfor de ældre.
"Det er et dejligt klap på skulderen, og vi er utroligt stolte", siger Jørgen Henningsen. Selv om der er mørke skyer, når det drejer sig om beskæftigelse og fremtidsudsigterne til at få mere industri til byen, så er der også mange lyspunkter og positive ting at sige om Svendborg, bedyrer borgmesteren.

Netop årets tema "De ældres by" gør på det nærmeste Svendborg selvskreven til titlen fremgår det af de mange læserhenvendelser, Jyllands-Posten har modtaget. Og borgmester Jørgen Henningsen supplerer med at berette om kommunens ambitiøse ældreboligplan, der skal sikre, at alle kommunens ældre borgere får hver sin toværelses lejlighed med eget bad og toilet.
Planen medfører, at antallet af pladser på nogle af de tidligere plejehjem er halveret. Men når alle kommunens plejehjem er ombygget og udbygget, vil der være i alt 693 pleje- og demensboliger. Det er ifølge borgmesteren et plus på 78 plejeboliger i forhold til, hvad der tidligere har været.
"Siden 1992 har vi arbejdet målrettet med denne boligplan i kommunens fire ældreområder. Og når planen er færdiggennemført i år 2002 har vi ingen traditionelle plejehjemspladser tilbage i Svendborg. Så har alle fået egen lejlighed", fortæller faglig konsulent Birgitte Beier, der står for den praktiske koordinering af den ambitiøse omlægning af byens plejehjemssektor.

Selv om det nu er indsatsen overfor byens ældre, der nu gør Svendborg fortjent til at blive kåret til årets by, så er byen også kendt for sine maritime fortid og sine søfartsuddannelser, der netop er blevet samlet i Svendborg Internationale Maritime Akademi (SIMAC). Det maritime uddannelsescenter har netop kunne melde alt udsolgt på de næste hold, og der er nu ventelister til en søfartsuddannelse i Svendborg.
Og så kommer nogle af landet bedst uddannede folkeskolelærere fra det lille effektive seminarium i Skaarup lige nord for byen. De fleste af de vordende unge lærere er også med til at sætte et festligt præg på Svendborgs listige steder.

På en stille bænk ved billedhuggeren Kai Nielsens smukke pige-statue lidt væk fra strøg-tumlen har ægteparret Eigil og Elise Petersen taget et hvil. Den 79-årige tidligere maler og hans 76-årige hustru har lige været et smut gennem gågaden for at handle og se på udstillingsvinduer. De har boet i byen hele deres liv, og de kunne ikke tænke sig at bo andre steder.
"Her er vi tæt på både naturen og byen. Vi kan cykle til det hele. Og så er det altså blevet nemmere at blive gammel i Svendborg nu om dage, end da vores forældre blev gamle", siger ægtefællerne, der har været gift i 53 år og stadig er i fuld vigør.
For dem er der i hvert fald heller ingen tvivl om, at Svendborg var et godt valg som årets by.

Artiklen er bragt her med venlig tilladelse fra JyllandsPostens Niels Højland.


Dommerkomitén bestod af:

Indenrigsminister Karen Jespersen (formand)
Redaktør Otto Leisner
Tidligere indenrigsminister, nu pensionist Thorkild Simonsen
Plejehjemsleder i Københavns Kommune Thyra Frank
Tidl. lægelig direktør Jørgen Valeur Rosenbeck-Hansen
Direktør for Ældre Sagen Bjarne Hastrup
Jyllands-Postens ansvarshavende chefredaktør og administrerende direktør Jørgen Ejbøl.


Årets by siden 1965:

1965 - 1985
 
1986-
 
1965: Herning
1966: Holstebro

1967: Vojens
1968: Silkeborg
1969: Brande
1970: Struer
1971: Tønder
1972: Skive
1973: Hjørring
1974: Skive
1975: Varde
1976: Lemvig
1977: Ringkøbing
1978: Brønderslev
1979: Hobro
1980: Holstebro
1981: Kolding
1982: Nykøbing Mors
1983: Gadbjerg
1984: Haderslev
1985: Odense
1986: Holbæk
1987: Frederikshavn
1988: Fredericia
1989: Hirtshals
1990: Hillerød
1991: Nakskov
1992: Ebeltoft
1993: Viborg
1994: Skanderborg
1995: Albertslund
1996: Fredericia
1997: Esbjerg
1998: Ishøj
1999: Nordborg
2000: Svendborg
2001: Hammel
2002: Horsens
2003: Herning
2004: Sallingsund
2005: Bjerringbro
2006: Esbjerg
 


Til forsiden
Svendborg Bibliotek - Svinget 1 - 5700 Svendborg - Telefon 6221 0559 - Fax 6222 0559 - bibliotek@svendborg.dk - EAN